Hundesyge hos hunde – de 9 mest almindelige symptomer!

Staupe hos hunde forekommer stadig, i nogle tilfælde også hyppigt. Hundeejere bør sætte sig ind i emnet, da denne virussygdom ikke er harmløs. Smitte kan dog forhindres.

Hunde vaccineres nu mod hundesyge (lat. canine distemper). Denne vaccination blev indført omkring 1960. Før det var hundesyge den mest dødelige virusinfektion hos hunde. Det anbefales, at alle hundeejere lader deres hunde vaccinere.

Selvom chancerne for en vellykket behandling i dag er langt større end for årtier siden, kan der stadig opstå en epidemi med meget høj dødelighed, hvis vaccinationsdækningen er utilstrækkelig, og visse populationer (racer, regionalt holdte hunde) har en mangelfuld immunisering.

En sådan epidemi opstod i Finland fra 1994 til 1995. Flere hundrede hunde døde. Spredningen af hundesyge blev stoppet ved vaccination. Efter at ca. 70 % af alle hvalpe i det berørte område var blevet vaccineret, og der dermed var opstået en såkaldt flokimmunitet, standsede epidemien.

Sygdommen forårsages af distempervirus og er meget smitsom. Den rammer hunde og hundelignende dyr. Distempervirus er et RNA-virus (Paraymyxvirus), der ligner mæslingevirus. Huskatte kan også blive smittet, men de viser ingen symptomer. På grund af denne mulighed forveksles hundedistemper undertiden (fejlagtigt) med kattedistemper (panleukopeni). Sidstnævnte er også kendt som kattepest eller -epidemi. Bortset fra den vildledende betegnelse har den dog intet at gøre med hundesyge hos hunde.

Dens patogen ligner snarere parvovirus, der rammer hunde og andre arter og forårsager ringformet rødme.

Stort set alle hundeejere har hørt om hundesyge, men de antager fejlagtigt, at den er sjælden eller ikke forekommer i Tyskland og hele D.A.CH.-området eller endda er udryddet. Det er absolut ikke sandt. I dette land er vaccinerede hunde sikre mod sygdommen, som ikke desto mindre rammer mange hundeagtige vilde dyr. Disse omfatter:

• Frettes
• Ræve
• Mår
• Væsel
• Ulve
• Iltis
• Træ- og stenmår
• Grævling
• Mårhund
• Fiskodder
• Vaskebjørn

Hunden kan blive smittet via deres sekreter og ekskrementer, som de efterlader i naturen. De nævnte arter er typiske for Centraleuropa. I andre regioner af verden tæller coyoter, dingos og sjakaler også til hundedyrene.

Da det ikke er alle hunde, der bliver vaccineret, og infektionen findes blandt hundedyrene, forekommer hundesyge hos hunde også i Tyskland og Centraleuropa ved kontakt med vilde dyr.

Årsagerne antages at være den stigende vaccinationsmodvilje blandt ejere og den øgede import af dyr uden vaccinationsbeskyttelse. Kontakten med vilde dyr er også stigende.

Disse dyr konfronteres i stigende grad med tabet af levesteder, som mennesket og dets hunde indtager. Samtidig skaber nye grønne områder og marker et attraktivt fødeudbud for de vilde dyr.

Takket være deres hurtige tilpasningsevne kommer de tættere på menneskets levesteder. De bærer virussen, som er farlig for uvaccinerede hunde. Grundlæggende kan alle dyr i alle aldre blive smittet. Følgende fire grupper er dog særligt udsatte:

• #1 Hvalpe, der optager virussen under moderens drægtighed eller smittes af denne i de første levemåneder
• #2 Gamle og syge dyr, der på grund af deres svaghed er mere modtagelige for en virusinfektion
• #3 Jagthunde, der har tættere kontakt med vilde dyr
• #4 Dyr uden vaccinationsbeskyttelse

De vilde dyr, der bærer virussen, kan under ingen omstændigheder udryddes. Det forbyder dyrebeskyttelsen. Derfor skal hundeejere kende farerne ved sygdommen og beskytte deres firbenede venner mod den ved vaccination og andre foranstaltninger.

Staupe hos hunde overføres via sekreter og ekskrementer, dvs. via kropsvæsker som næse- og øjensekreter, spyt, afføring og urin. Dyrene slikker hinanden, nyser på hinanden eller indtager virussen med forurenet vand og undertiden også foder. Overførsel via genstande forekommer ret sjældent. Det kunne f.eks. være en foderskål udendørs, som et inficeret vildt dyr og derefter hunden spiser af.

En sådan smitte er kun sandsynlig ved høj virusbelastning, dvs. hvis et vildtlevende dyr er meget smittet, og der er meget kort tid mellem de to æderier.

Indirekte smitte via tøj eller hænder fra ejere er også meget usandsynlig. Staupevira er i sig selv ikke særlig modstandsdygtige, hvilket er den gode nyhed. De overlever kun kortvarigt uden en vært. Ifølge relevante undersøgelser overlever de som følger:

• i direkte sollys udendørs: maksimalt 14 timer
• på tøj: kun ved meget høj virusbelastning i over 24 timer
• på hænder: slet ikke efter grundig håndvask eller desinfektion
• ved varme: efter opvarmning til over 56 °C dør de efter 30 minutter
• ved kulde: dør ikke, selv ikke ved hård frost – patogenet overlever i årevis

For at kunne genkende hundesyge er det vigtigt at kende til de mulige sygdomsforløb. Efter infektionen spreder virussen sig til milt, knoglemarv og lymfeknuder. De første symptomer på hundesyge opstår efter tre til syv dage. Infektionsforløbet er grundlæggende cyklisk. Varigheden er mellem en uge og nogle måneder. Der er meget forskellige forløb. I den akutte form udskiller dyret hundesygevirusser fra den femte dag. Disse virker i den intestinale form primært i fordøjelseskanalen. Følgende symptomer på hundesyge kan observeres:

• en til to dage feber op til 40 °C
• Diarré
• Opkastning
• Manglende appetit
• Klar udflåd fra næse og øjne

Ved den respiratoriske form påvirker sygdommen luftvejene. Symptomerne på hundesyge er nu:

• Betændt og til dels blodig udflåd fra næse og øjne
• Hoste
• Bronkitis eller endda lungebetændelse

Staupe kan føre til følgevirkninger som svaghed, dehydrering, konjunktivitis (i værste fald blindhed) og slimhindeinfektioner. Slimhinderne kan da ikke længere modstå bakterier ordentligt. Hvis ejeren stadig ikke genkender hundesyge og går til dyrlægen, angriber sygdommen nervesystemet. Denne neurologiske form for hundesyge hos hunde kan føre til nervebetændelse og hjernehindebetændelse, personlighedsændringer, kramper, tvangshandlinger (hundesyge-tics) og nerveforlamning.

Derudover findes der også en kutan form for hundesyge hos hunde, som påvirker huden.

Den kan genkendes på hudforandringer på hundens næse. Huden på poterne kan blive overdrevent forhårdnet (hard pad disease). Derudover kan der ses furer, revner, pustler og blærer på hele huden. De kan ses på de hårløse steder, dvs. på indersiden af ørerne og lårene. Hos unge dyr opstår der defekter i tandemaljen.

Diagnosen af hundesyge hos hunde skal stilles klinisk. Efter en formodet diagnose af hundesyge foretages immunologiske tests af en slimhindeudstrygning og eventuelt af urin- og blodprøver.

Når dyrlæger behandler hundesyge, begrænser de først symptomerne. Hunden skal også blive stærkere igen. Dette skal forhindre følgeinfektioner med bakterier, der kan være lige så farlige som distempervirus. Dette kan undertrykkes i kroppen, indtil den har opbygget et fleksibelt immunforsvar. Ved sværere tilfælde vil dyrlægen foreslå indlæggelse for at behandle distemper.

De firbenede dyr bør ikke strejfe uhindret gennem skov og mark. Der finder de efterladenskaber fra andre vilde dyr, som muligvis er smittede. Den bedste beskyttelse mod distempervirus er naturligvis en beskyttende vaccination.