Spondylose hos hunde – Sådan kan du hjælpe din hund!

Spondylose hos hunde er en sygdom i rygsøjlen. Den er forbenet, hvilket kan forårsage smerter, og den korrekte medicinske betegnelse er spondylosis deformans. Hunden kan leve med det. Spondylose kan genkendes på meget typiske symptomer. Den kan behandles.

Spondylose hos hunde kan kort sammenfattes som følger:

• Det drejer sig om en degeneration af rygsøjlen.
• Hundens ryghvirvler forbenes. Dermed bliver de ubevægelige.
• Spondylose hos hunde kan føre til stivhed i store dele af ryggen.
• Sygdommen kan, men behøver ikke, være meget smertefuld.
• Forbeningen kan påvirke nervefunktionerne.
• Sygdommen forløber typisk i perioder.
• Konsekvenserne af spondylose hos hunde er en unaturlig kropsholdning, lammelsessymptomer, krumninger, eventuelt smerter og en forringelse af nervebanerne.

Der er ikke nødvendigvis tydelige symptomer på spondylose, men de er meget hyppige. Det anbefales at få dyret undersøgt af en dyrlæge, hvis du som ejer opdager spondylose. Meget typisk er rygsmerter, som hundeejere bemærker, fordi hunden reagerer følsomt på berøring af ryggen og også tydeligvis lider af smerter, når den bevæger sig. Hvor stærke disse smerter er, afhænger af sygdommens stadium.

Når nervebaner er påvirket, fører spondylose hos hunde til lammelsestilstande. Spondylose kan også genkendes ved, at hunden undgår bestemte bevægelser, har en uvant gangart, har problemer med at lægge sig ned og rejse sig, ligger ned i længere tid, er træt og har manglende appetit. Hvis hundeejere bemærker disse symptomer på spondylose, vil de tage hunden til dyrlægen.

<!-- /* Mobile only */ .mobile-only { display: none; } /* Desktop only */ .desktop-only { display: block; } /* Media queries */ @media (max-width: 767px) { .mobile-only { display: block; } .desktop-only { display: none; } } @media (min-width: 768px) { .mobile-only { display: none; } .desktop-only { display: block; } } -->

Årsagen er degenerationer i hundens rygsøjle, som påvirkes af faktorer som alder, race, kropsbygning og fysisk aktivitet. Der er dog en genetisk disposition for denne sygdom. I rygsøjlen dannes der knoglede randtænder (såkaldte broer) på hvirvellegemerne. Ofte er også diskusprolapserne og leddene mellem hvirvlerne betændte. Dette medfører de typiske smerter ved bevægelse.

Som led i den generelle anamnese noterer dyrlægen alle ejerens observationer af symptomerne. Derefter palperer han hunden og undersøger dens bevægelser. For at stille en endelig diagnose er det nødvendigt at foretage en røntgenundersøgelse og/eller CT-scanning.

Uden behandling fortsætter sygdommen som følge af de degenerative processer i rygsøjlen. Selv behandling kan ikke standse den fuldstændigt. Symptomerne opstår dog typisk i perioder. Mellem perioderne kan dyret være helt symptomfrit og aktivt.

De kan især observeres i vådt og koldt vejr – lidt ligesom gigt hos mennesker. Da forbeningen fortsætter, kan hvert anfald være lidt voldsommere end det foregående. Alligevel kan hunden leve rimeligt godt med sin spondylose, hvis der ikke opstår ekstreme nerveforklemninger med lammelsessymptomer.

Generelt kan sygdommen ikke helbredes. Når dyrlæger behandler spondylose, fokuserer de på at lindre symptomerne og bevare bevægeligheden. Desuden skal de gribe ind under de akutte anfald. Her kan antiinflammatoriske smertestillende midler hjælpe.

I den symptomfri periode – som oftest om foråret og sommeren – bør dyret bevæge sig, men ikke belaste sig for meget. Kure med djævelsklo og grønlippemusling lover lindring på mellemlang sigt.

• #1 Undgå spring: Hunde kan godt lide at springe, f.eks. ind i bilen eller når de leger i skoven. Men dyr med denne sygdom skal undgå at springe, da det belaster skeletet med ryk. Hunden skal naturligvis vænnes til roligere, mere jævne bevægelser.
• #2 Undgå overvægt: Skelettet belastes også af overvægt. En afbalanceret kost og passende, men rolig motion forhindrer kraftig vægtøgning.
• #3 Aflastning gennem sund liggestilling: Der findes ortopædiske hundesenge, som blandt andet anbefales ved gigt. De er også meget nyttige ved spondylose, fordi de aflaster led og knogler, når hunden ligger.
• #4 Undgå afkøling: Især ved gåture om efteråret og vinteren køler hunden hurtigt ned, hvilket altid er skadeligt for spondylose. En hundefrakke er meget nyttig mod kulden, da den holder den udsatte ryg varm.
• #5 Hold sovepladsen varm: Betydningen af en varm soveplads undervurderes ved spondylose. Normalt sover hunde helst ved lidt køligere temperaturer, men nu har den firbenede ven også brug for tilstrækkelig varme om natten.
• #6 Træn med måde: Hunden skal uden tvivl fortsætte med at bevæge sig, men den har nu brug for træningsformer, der udfordrer den moderat og alligevel forbliver spændende og interessante for den. Alle træningsformer, der fører til rykvise bevægelser, skal undgås. Dette omfatter desværre også boldspil, som hunde i alle aldre er meget glade for.
• #7 Hjælp med at gå op ad trapper: Når spondylosen er fremskreden, har den firbenede ven svært ved at gå op ad trapper. Den har nu brug for hjælp og skal i ekstreme tilfælde endda bæres. Det skal ejeren på et tidspunkt indstille sig på.
• #8 Hundefysioterapi: Ligesom for mennesker findes der også fysioterapi for hunde, som normalt omfatter vandtræning ved denne sygdom. Dette aflaster skeletet meget. Dyret bevæger sig for det meste på et undervandsløbebånd og svømmer under terapeutisk vejledning, hvilket styrker muskulaturen. Dette kan igen støtte skeletet.
• #9 Kosttilskud og medicin: De ovennævnte midler – nogle af dem hører til homøopati – har virkelig vist sig at være effektive mod spondylose. Man kan måske også nævne Triflexan, der indeholder grønlippemusling, C-vitamin, djævelsklo og sporstoffer.
• #10 Hunden må gerne ligge på sofaen – men uden at springe op: Vi lader gerne det syge dyr ligge ved siden af os på sofaen. Men vi skal altid huske, at hunden ikke må springe op eller ned, hvis den lider af spondylose. Det er en refleks, som vi skal træne den fra.

Desværre kan sygdommen ikke forebygges på forhånd og heller ikke helbredes, men den kan lindres. Hunde og deres ejere kan sagtens leve med den. Det anbefales altid at opsøge dyrlægen i tide.